Lige først som opfølgning på den med cyklen - jeg har cyklet én gang siden og der væltede jeg, nu rører jeg den ikke igen før det er bedre vejr. Men vi får da hvid jul i år. Og må sneen dø en smertefuld og hurtig død. Ej, kan godt lide sne, lige nu er der bare for meget af den.
Verden er faktisk lidt fjollet, vi har stadig ikke rigtig fået julepyntet, vi har et par flettede stjerner hængende i spisekøkkenet og så vores kalenderlys. Men det bliver sikkert godt nok trods vi har selskab af.. jah.. en mindre vellidt kvinde. Dog er det jul og der dufter af appelsiner, stearinlys og nyt træ i huset og det jo aldrig rigtig skidt.
Jeg har fundet på en fucking genial julegave til Kath, jeg glæder mig virkelig til hun får den :D det bliver rigtig godt :D
http://map.krak.dk/m/IOMnU
torsdag den 23. december 2010
fredag den 26. november 2010
Cykel Vs. sne og frost!
Min cykels gear var frosset fast i morges
Sne og frost 1-0
Jeg formåede dog at sætte cyklen i 4. gear så det var fysisk muligt at cykle i skole
Cykel 1-1
Min cykellås fryser halvt fast hele tiden
Sne og frost 2-1
Overfladen i mine dæk er for glatte
Sne og frost 3-1
Min sadel var frossen
Sne og frost 4-1
Mit håndbremse blev ødelagt i går da den var frosset halvt fast
Sne og frost 5-1
Min cykelkæde hviner på grund af is der sætter sig fast
Sne og frost 6-1
Epic
Sne og frost 1-0
Jeg formåede dog at sætte cyklen i 4. gear så det var fysisk muligt at cykle i skole
Cykel 1-1
Min cykellås fryser halvt fast hele tiden
Sne og frost 2-1
Overfladen i mine dæk er for glatte
Sne og frost 3-1
Min sadel var frossen
Sne og frost 4-1
Mit håndbremse blev ødelagt i går da den var frosset halvt fast
Sne og frost 5-1
Min cykelkæde hviner på grund af is der sætter sig fast
Sne og frost 6-1
Epic
mandag den 15. november 2010
OUH
Jeg synes efterhånden jeg er småtræt af læger hvad enten de så er på lægehuset i Nyborg eller på OUH. Jeg synes ventetiden er dræbende, man sidder bare og stirrer ud i luften og venter og venter og man ved man ikke kan tillade sig at være sur over at der går først et kvarter, tyve minutter, en halv time... for lægerne har jo travlt, de kan ikke gøre for at deres patienter tager lang tid, at dem i venteværelset også har et liv. De er jo også flinke nok når ikke de er på vej ned med stress eller fortæller en at de synes man spilder deres tid.
Den første gang jeg var på OUH havde jeg været igennem en forbandet masse systemer før jeg endelig kom derud. Startede hos lægen hvor jeg var et par gange. Jeg var et par gange vågnet op skrigende om natten fordi mit knæ låste sig fast hvilket var sindssygt smertefuldt. Det skete tre gange så begyndte jeg at have ondt konstant i stedet, altså ikke så intenst som de nætter jeg var vågnet og har heller ikke siden oplevet at knæet har låst helt, men det gjorde at jeg havde svært ved at bevæge mig. Jeg kunne ikke rigtig gå eller cykle, hvilket jo var skidt i og med jeg skulle frem og tilbage til stationen minimum en gang om ugen for at besøge eller hente Axel. Desuden havde vi hund som skulle luftes og passes og jeg skulle jo også til og fra skolen. Det startede lige før sommerferien 2008, umiddelbart samme tid som jeg lærte Simon at kende. (Random oplysning, sidder og har tysk lige bag en pige med efterskoletrøje fra OE 09/10, hvilket vil sige jeg lige har fundet Axels navn/underskrift/ting på hendes ryg) Men lægen vidste så ikk hvad hun skulle gøre og jeg kom der et par gange uden at de fandt ud af noget, så de sendte mig til røntgenfotografering på Nyborg Sygehus (havde faktisk aldrig fået taget røntgen før, ikke engang ved tandlægen) og en uge senere måtte jeg jo så tilbage ved lægen så de kunne fortælle mig at det heller ikke viste noget. Så de gav mig en ny lægetid så vi kunne snakke om hvad vi så skulle gøre. Vente vente vente. De havde stadig ikke noget bud på hvad fanden de skulle gøre ved mig så de gav mig en henvisning til en ortopædkirurg der så skulle give sit bud. Indkaldelsen kom en uge senere og fortalte jeg skulle dukke op tre uger efter, hvilket vil sige en måneds ventetid bare på ortopædtossen. Han anede heller ikke hvad han skulle gøre, men han sagde at det sandsynligvis skyldtes en typisk vokseskade piger får. Jeg var så bare så heldig lige at få det der er normalt gange alt for meget, derfor de rimelig kraftige smerter. Men han var så heller ikk sikker, så han sendte mig videre til (jepp, det er meget meget spændende det her, kan vi få nogle trommer til at bakke stemningen op tak?) OUH. Til sådan en MR scanning (jeg ved ikke hvad der sker for min mor ikke tror på jeg har fået lavet den scanning, min far kørte mig derud og var med og alting, men det er åbenbart ikke god nok argumentation?) for at de kunne tjekke om jeg havde smadret et eller andet. Så jeg blev sendt hjem igen så jeg kunne komme til min egen læge igen der så kunne lave en henvisning til OUH (bureaukrati, woop woop) og der gik så yderligere en måned før jeg kunne komme derind. Altså havde jeg på det her tidspunkt gået med det først 3 måneder uden at gå til lægen, derefter 3-4 måneder hvor jeg rendte frem og tilbage mellem alle mulige underlige mennesker.
Da vi så kom ind på OUH min far og jeg vidste vi ikke rigtig hvor vi skulle hen, så vi var lidt lost. Der er cirka 4 milliarder indgange og ting og sager, men i det mindste kom vi i god tid. Så da vi endelig fandt det rigtige sted og kom ind skulle vi følge sådan nogle farvede pile i gulvet, de havde fire forskellige farver. Rød, gul, blå og grøn, jeg tror nok vi skulle følge de røde. Så vi fulgte de der pile og det var nærmest endeløst, vi skulle bare blive ved med at gå og gå, de andre pile blev væk før dem vi fulgte. Vi var sådan helt nede i en lukket kælder og der var kun sådan noget skarpt lysstofrør-lys-ting og de var placeret med ret stort mellemrum så der var sådan mørkt/lyst dernede (lidt ligesom sursødsovs, det giver ingen mening, men det er der) og da vi så endelig nåede næsten ned i bunden af gangen kom vi til sådan en lille kontor hvor de spurgte om mit navn og sagde jeg bare skulle sætte mig ned og vente på en af stolene der om muligt var placeret længere nede i bunden af gangen. Og der sad vi så min far og jeg og ventede og ventede. Vi kunne ikke snakke sammen for vi kunne ikke høre hinanden, de var i gang med at renovere et lokale og det larmede sindssygt og lyden blev jo så forstærket af at vi sad i en relativt smal gang med betonvægge. Jeg tror vi ventede i godt en halv time, måske tre kvarter før jeg kom ind. Lægen var flink nok og sådan, jeg skulle fjerne alt der var af metal, det være sig bukser med knapper eller fingerringe. Og så skulle jeg ind og ligge i den der enorme maskine og fik sådan en panicbutton og sådan. Jeg fik det sindssyg dårligt mens jeg lå derinde, sådan noget i retning af at netop gå i panik, jeg synes det var vildt ubehageligt at være der. Jeg fik også både ørepropper og høreværn på og alligevel kunne jeg høre den. Der var faktisk sådan noget fjollet musik i høreværnet kan jeg huske. Selvom det var så lavt det næsten ikke var der. Min læbe var fuldstændig følelsesløs bagefter fordi jeg havde ligge og bidt i den hvilket var sådan lidt fjollet, men jeg trykkede ikke på panikknappen! Fordi så skulle jeg have lavet scanningen igen jo. Scanningen viste så heller intet overhovedet, det jo så hvad det er.
Efterfølgende har jeg i en periode ikke været ret meget ved lægen (selvom jeg burde op til flere gange, hvad kan man gøre) og har så først været rigtig ved lægen igen da jeg kom på efterskole i 09. Hvilket jo selvfølgelig gik galt, det skal det jo. Jeg havde sådan noget underligt eksemnoget som ham lægetingen i Nørre Åby skulle kigge på hvilket var voldsomt pinligt og grænseoverskridende for mig i og med jeg var nødt til at smide tøjet foran en fremmed mand. Jeg blev super utilpas ved det og det sidste han så siger til mig inden jeg går er at synes jeg spilder hans tid. Det var så min første oplevelse med en mandlig læge, som rent faktisk skulle undersøge mig i stedet for bare at fortælle mig om nogle ikke-eksisterende resultater.
Senere måtte jeg derop igen lidt senere på året, efter vi havde været i Norge havde jeg haft ondt i halsen sådan rigtig meget, men havde nægtet at gå til lægen. Da jeg så endelig gik derop fik jeg at vide at ja, jeg havde så haft halsbetændelse, var jeg kommet tidligere med det havde de kunnet hjælpe mig, men nu måtte jeg bare vente på det gik over.
I den her sommerferie valgte jeg så at tage mig sammen og få lavet en priktest ved lægehuset herhjemme der viste at jeg reagerer på 7/10 almindelige allergener, altså er jeg det de kalder multiallergiker (med mine egne ord: dødsdømt) og blev derfor sendt videre til allergiafdelingen på OUH så de kunne tage lungefunktionstest, blodprøver, priktest (igen) og så selvfølgelig ordinere 700 forskellige slags allergimedicin. Første gang jeg var deroppe fik jeg at vide at jeg havde anstrengelses- og allergiastma, hvilket vil sige at jeg kan få anfald ved fysisk aktivitet og ved lidt kraftigere allergiske reaktioner. Hvilket har vist sig at være en af grundene til jeg har kæmpet så meget når jeg har skullet lave noget, men har jo bare troet jeg var i exceptionelt dårlig form. Det har jo så vist sig jeg kun er i almindelig dårlig form efter jeg har fået astmamedicin, så det faktisk rart at have den.
Siden da har jeg været på OUH 2 eller 3 gange, og hver gang har jeg haft den samme følelse når jeg sidder i venteværelset. At det er ligegyldigt. Jeg forstår ikke rigtig jeg bruger min tid på det, de ved jo godt hvad resulteterne er alligevel, de skal bare forsøge at regulere i min medicin og sådan. Men det kunne de lige så godt gøre ved at sende mig et brev eller sådan noget, det har ikke rigtig noget ordentligt formål synes jeg.
På allergiafdelingen har jeg haft den samme læge hver gang, en del forskellige sygeplejersker (den ene af dem hedder Lise eller Lis, hendes navneskilt er lavet i fimo ler og der er lavet en hvid kat på) men samme læge. Tror hun er polak, jeg har i hvert fald endnu ikke haft held til at hverken høre eller læse (og forstå) hendes navn og også lidt svært at forstå hvad hun siger. Det i sig sig ville jo ikke være noget problem hvis ikke hun var så ubehagelig som hun er, hun er fuldstændig ligeglad med alt hvad vi siger, vi skal bare ud og videre. Hun har sikkert god frokost med og så vil hun gerne af med os så hun kan spise sin mad. Eller sådan noget. Jeg kan i hvert fald ikke lide hende.
Sidste gang jeg så har været på OUH var det for at konstatere at de ikke ved hvad der er galt med mig, det var hos en hudlæge og ikke på allergicenteret. Fordi jeg har sådan nogle underlige lilla pletter i huden og lægen i nyborg ikke anede hvad han skulle stille op med det. Det vidste de så heller ikke på OUH de gav ig bare besked på at bruge sådan noget voldsomt fed fugtighedscreme og så se hvad der sker og komme tilbage hvis det bliver værre. Woop woop.
Jeg er så fucking træt af ikke at virke. I det mindste får mine forældre da noget ud af deres skattepenge :P
Den første gang jeg var på OUH havde jeg været igennem en forbandet masse systemer før jeg endelig kom derud. Startede hos lægen hvor jeg var et par gange. Jeg var et par gange vågnet op skrigende om natten fordi mit knæ låste sig fast hvilket var sindssygt smertefuldt. Det skete tre gange så begyndte jeg at have ondt konstant i stedet, altså ikke så intenst som de nætter jeg var vågnet og har heller ikke siden oplevet at knæet har låst helt, men det gjorde at jeg havde svært ved at bevæge mig. Jeg kunne ikke rigtig gå eller cykle, hvilket jo var skidt i og med jeg skulle frem og tilbage til stationen minimum en gang om ugen for at besøge eller hente Axel. Desuden havde vi hund som skulle luftes og passes og jeg skulle jo også til og fra skolen. Det startede lige før sommerferien 2008, umiddelbart samme tid som jeg lærte Simon at kende. (Random oplysning, sidder og har tysk lige bag en pige med efterskoletrøje fra OE 09/10, hvilket vil sige jeg lige har fundet Axels navn/underskrift/ting på hendes ryg) Men lægen vidste så ikk hvad hun skulle gøre og jeg kom der et par gange uden at de fandt ud af noget, så de sendte mig til røntgenfotografering på Nyborg Sygehus (havde faktisk aldrig fået taget røntgen før, ikke engang ved tandlægen) og en uge senere måtte jeg jo så tilbage ved lægen så de kunne fortælle mig at det heller ikke viste noget. Så de gav mig en ny lægetid så vi kunne snakke om hvad vi så skulle gøre. Vente vente vente. De havde stadig ikke noget bud på hvad fanden de skulle gøre ved mig så de gav mig en henvisning til en ortopædkirurg der så skulle give sit bud. Indkaldelsen kom en uge senere og fortalte jeg skulle dukke op tre uger efter, hvilket vil sige en måneds ventetid bare på ortopædtossen. Han anede heller ikke hvad han skulle gøre, men han sagde at det sandsynligvis skyldtes en typisk vokseskade piger får. Jeg var så bare så heldig lige at få det der er normalt gange alt for meget, derfor de rimelig kraftige smerter. Men han var så heller ikk sikker, så han sendte mig videre til (jepp, det er meget meget spændende det her, kan vi få nogle trommer til at bakke stemningen op tak?) OUH. Til sådan en MR scanning (jeg ved ikke hvad der sker for min mor ikke tror på jeg har fået lavet den scanning, min far kørte mig derud og var med og alting, men det er åbenbart ikke god nok argumentation?) for at de kunne tjekke om jeg havde smadret et eller andet. Så jeg blev sendt hjem igen så jeg kunne komme til min egen læge igen der så kunne lave en henvisning til OUH (bureaukrati, woop woop) og der gik så yderligere en måned før jeg kunne komme derind. Altså havde jeg på det her tidspunkt gået med det først 3 måneder uden at gå til lægen, derefter 3-4 måneder hvor jeg rendte frem og tilbage mellem alle mulige underlige mennesker.
Da vi så kom ind på OUH min far og jeg vidste vi ikke rigtig hvor vi skulle hen, så vi var lidt lost. Der er cirka 4 milliarder indgange og ting og sager, men i det mindste kom vi i god tid. Så da vi endelig fandt det rigtige sted og kom ind skulle vi følge sådan nogle farvede pile i gulvet, de havde fire forskellige farver. Rød, gul, blå og grøn, jeg tror nok vi skulle følge de røde. Så vi fulgte de der pile og det var nærmest endeløst, vi skulle bare blive ved med at gå og gå, de andre pile blev væk før dem vi fulgte. Vi var sådan helt nede i en lukket kælder og der var kun sådan noget skarpt lysstofrør-lys-ting og de var placeret med ret stort mellemrum så der var sådan mørkt/lyst dernede (lidt ligesom sursødsovs, det giver ingen mening, men det er der) og da vi så endelig nåede næsten ned i bunden af gangen kom vi til sådan en lille kontor hvor de spurgte om mit navn og sagde jeg bare skulle sætte mig ned og vente på en af stolene der om muligt var placeret længere nede i bunden af gangen. Og der sad vi så min far og jeg og ventede og ventede. Vi kunne ikke snakke sammen for vi kunne ikke høre hinanden, de var i gang med at renovere et lokale og det larmede sindssygt og lyden blev jo så forstærket af at vi sad i en relativt smal gang med betonvægge. Jeg tror vi ventede i godt en halv time, måske tre kvarter før jeg kom ind. Lægen var flink nok og sådan, jeg skulle fjerne alt der var af metal, det være sig bukser med knapper eller fingerringe. Og så skulle jeg ind og ligge i den der enorme maskine og fik sådan en panicbutton og sådan. Jeg fik det sindssyg dårligt mens jeg lå derinde, sådan noget i retning af at netop gå i panik, jeg synes det var vildt ubehageligt at være der. Jeg fik også både ørepropper og høreværn på og alligevel kunne jeg høre den. Der var faktisk sådan noget fjollet musik i høreværnet kan jeg huske. Selvom det var så lavt det næsten ikke var der. Min læbe var fuldstændig følelsesløs bagefter fordi jeg havde ligge og bidt i den hvilket var sådan lidt fjollet, men jeg trykkede ikke på panikknappen! Fordi så skulle jeg have lavet scanningen igen jo. Scanningen viste så heller intet overhovedet, det jo så hvad det er.
Efterfølgende har jeg i en periode ikke været ret meget ved lægen (selvom jeg burde op til flere gange, hvad kan man gøre) og har så først været rigtig ved lægen igen da jeg kom på efterskole i 09. Hvilket jo selvfølgelig gik galt, det skal det jo. Jeg havde sådan noget underligt eksemnoget som ham lægetingen i Nørre Åby skulle kigge på hvilket var voldsomt pinligt og grænseoverskridende for mig i og med jeg var nødt til at smide tøjet foran en fremmed mand. Jeg blev super utilpas ved det og det sidste han så siger til mig inden jeg går er at synes jeg spilder hans tid. Det var så min første oplevelse med en mandlig læge, som rent faktisk skulle undersøge mig i stedet for bare at fortælle mig om nogle ikke-eksisterende resultater.
Senere måtte jeg derop igen lidt senere på året, efter vi havde været i Norge havde jeg haft ondt i halsen sådan rigtig meget, men havde nægtet at gå til lægen. Da jeg så endelig gik derop fik jeg at vide at ja, jeg havde så haft halsbetændelse, var jeg kommet tidligere med det havde de kunnet hjælpe mig, men nu måtte jeg bare vente på det gik over.
I den her sommerferie valgte jeg så at tage mig sammen og få lavet en priktest ved lægehuset herhjemme der viste at jeg reagerer på 7/10 almindelige allergener, altså er jeg det de kalder multiallergiker (med mine egne ord: dødsdømt) og blev derfor sendt videre til allergiafdelingen på OUH så de kunne tage lungefunktionstest, blodprøver, priktest (igen) og så selvfølgelig ordinere 700 forskellige slags allergimedicin. Første gang jeg var deroppe fik jeg at vide at jeg havde anstrengelses- og allergiastma, hvilket vil sige at jeg kan få anfald ved fysisk aktivitet og ved lidt kraftigere allergiske reaktioner. Hvilket har vist sig at være en af grundene til jeg har kæmpet så meget når jeg har skullet lave noget, men har jo bare troet jeg var i exceptionelt dårlig form. Det har jo så vist sig jeg kun er i almindelig dårlig form efter jeg har fået astmamedicin, så det faktisk rart at have den.
Siden da har jeg været på OUH 2 eller 3 gange, og hver gang har jeg haft den samme følelse når jeg sidder i venteværelset. At det er ligegyldigt. Jeg forstår ikke rigtig jeg bruger min tid på det, de ved jo godt hvad resulteterne er alligevel, de skal bare forsøge at regulere i min medicin og sådan. Men det kunne de lige så godt gøre ved at sende mig et brev eller sådan noget, det har ikke rigtig noget ordentligt formål synes jeg.
På allergiafdelingen har jeg haft den samme læge hver gang, en del forskellige sygeplejersker (den ene af dem hedder Lise eller Lis, hendes navneskilt er lavet i fimo ler og der er lavet en hvid kat på) men samme læge. Tror hun er polak, jeg har i hvert fald endnu ikke haft held til at hverken høre eller læse (og forstå) hendes navn og også lidt svært at forstå hvad hun siger. Det i sig sig ville jo ikke være noget problem hvis ikke hun var så ubehagelig som hun er, hun er fuldstændig ligeglad med alt hvad vi siger, vi skal bare ud og videre. Hun har sikkert god frokost med og så vil hun gerne af med os så hun kan spise sin mad. Eller sådan noget. Jeg kan i hvert fald ikke lide hende.
Sidste gang jeg så har været på OUH var det for at konstatere at de ikke ved hvad der er galt med mig, det var hos en hudlæge og ikke på allergicenteret. Fordi jeg har sådan nogle underlige lilla pletter i huden og lægen i nyborg ikke anede hvad han skulle stille op med det. Det vidste de så heller ikke på OUH de gav ig bare besked på at bruge sådan noget voldsomt fed fugtighedscreme og så se hvad der sker og komme tilbage hvis det bliver værre. Woop woop.
Jeg er så fucking træt af ikke at virke. I det mindste får mine forældre da noget ud af deres skattepenge :P
søndag den 31. oktober 2010
Hahahaha x'D
Haha den her nat har været fucking epic :P
-Men jeg er officielt overhovedet slet ikke tilhænger af vinter/sommertid da jeg er kommet en time for tidligt op (klokken er halv syv, jeg stod så op halv seks -.-') Men fuck det :D!
Desuden er det i dag vi overtager huset :O
-Men jeg er officielt overhovedet slet ikke tilhænger af vinter/sommertid da jeg er kommet en time for tidligt op (klokken er halv syv, jeg stod så op halv seks -.-') Men fuck det :D!
Desuden er det i dag vi overtager huset :O
mandag den 18. oktober 2010
mandag den 11. oktober 2010
Simon Sommer lyder som Simon Kvamm og Peter Sommer der besluttede sig for også at gifte sig nu de var i gang
Arrgh fuck din spade ;'( hold op med at have klippet dine dreads af, du var så fucking lækker! NOOO! xD
søndag den 3. oktober 2010
:D!
Har haft en ret nice formiddag selvom jeg var bange for Toke skulle lette :D Toke og jeg samlede ind for Røde Kors i havneområdet i Nyborg (826kr, vi var lidt seje :D) og bagefter gik vi ned på Lauses og spiste og så gik vi i aldi og kvickly... fordi vi kunne :D de er voldsomt hyggelige mennesker xD
lørdag den 2. oktober 2010
:3
Skal til gymnasiefest på fredag, så står den på stalking og alkohol :D Bliver naajz (:
Men mit matematikprogram hader mig tror jeg :O og nogen burde have fortalt mig at man ikke kan kopiere tabeller fra pdf -.- xD
Men mit matematikprogram hader mig tror jeg :O og nogen burde have fortalt mig at man ikke kan kopiere tabeller fra pdf -.- xD
onsdag den 22. september 2010
Find mig en fyr med dreadlocs :D
Find mig en fyr med dreadlocs
Der kører en syg stil :D
Så han ikke skal bruge 30 timer på hårvoks
Og ikke vier sit liv til computerspil :P
Find mig en fyr der gider se en gyser
Og ikke bliver totalt skræmt som mig :3
En der ved tøser er tøser
Og syns det skal være 'mig og dig' ^^
Find mig en fyr der spiller guitar
Og har en dejlig stemme
Som ikke bliver sur over det tøj jeg tar
Og som regel husker ikke at glemme [;
Der kører en syg stil :D
Så han ikke skal bruge 30 timer på hårvoks
Og ikke vier sit liv til computerspil :P
Find mig en fyr der gider se en gyser
Og ikke bliver totalt skræmt som mig :3
En der ved tøser er tøser
Og syns det skal være 'mig og dig' ^^
Find mig en fyr der spiller guitar
Og har en dejlig stemme
Som ikke bliver sur over det tøj jeg tar
Og som regel husker ikke at glemme [;
torsdag den 16. september 2010
"Ude" novelle
Jeg trækker benene op under mig. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om, at spise den mad den rynkede dame tilbyder mig. Hun glor på mig med sine store rødsprængte grønne øjne. Hendes grå krøller kilder mig i ansigtet, og hendes ånde lugter af kaffe. Sort kaffe uden sukker. Det drikker hun. Et kuldegys løber ned ad ryggen på mig, og min pande rammer hendes. Bandende trækker hun sit rynkede gamle fjæs væk. Jeg stirrer på den dampende skål på bordet. Linsesuppe. Det ligner mest opkast.
Jeg er ikke den eneste, der er blevet gemt væk her. Der er en dreng. Jeg tror han er ligeså gammel som mig. Men han sidder og gemmer sit ansigt bag langt sort pandehår. Han sidder med skuldrene trukket nærmest op til ørerne. Inde i mit hoved forandres billedet, og hans skuldre bliver trukket højere og højere op, og til sidst sidder de på hans hoved, oppe over det sorte pandehår. I det samme puster han til en lille lok af håret, og lægger den ene hånd op på bordet som griber han efter skeen, men fortryder.
”Forbandede unger” mumler Rynkedamen. Hun dukker op med en gryde og kalder på sin lige så rynkede mand. Jeg kan ikke regne ud, hvor hendes køkken er. Jeg har ikke forstået, hvorfor jeg er her. Noget med en rejse sagde min mor. Eller reje. Eller pleje. Hun kørte mig herud i morges og sagde, at der ville være en anden her, som jeg kan snakke med. Jeg tror, hun mener ham med håret. Vi har været her hele dagen. Han har ikke sagt et ord. Jeg har ikke sagt et ord. Hvad skal vi sige?
Rynkedamen og Rynkemanden sætter sig ned i mellem os, så de sidder overfor hinanden, og jeg sidder overfor drengen.
”Hvis I ikke er tilfredse med kosten, må I kraftedeme finde et andet sted at æde!” det gibber i os begge, i det Rynkemanden for første gang tager sin pibe ud af kæften og råber ad os. Drengen griber lynhurtigt skeen og tager den første mundfuld, mens hans skuldre om muligt trækkes højere op. Han ser lille ud. Både Rynkedamens og Rynkemandens øjne er rettet mod mig, og langsomt tager jeg skeen foran mig. Jeg sætter den ned i den dampende substans, og putter den forsigtigt i munden. Det smager mest af opkast.
Så snart vi har kæmpet os igennem den orange tykke suppe, rejser Rynkedamen sig og siger, at vi skal skrubbe i seng. Jeg har aldrig prøvet at skrubbe en seng, så jeg går ud fra, at hun mener at vi skulle gå ind og lægge os. Det gør vi i hvert fald. Måske er det ikke rigtigt, men Rynkedamen og Rynkemanden nyder sikkert at slippe for os. De sidder og snakker ude bag døren. Jeg tænker over, hvor stort stedet her er. Stort som en by. Eller et land. Eller måske er det lige så stort som en hel lille planet. Drengen står og kigger fortabt på sengene. Der står to brede senge med karrygule og brune tæpper, i hver sin ende af rummet. Gardiner er der ikke nogen af. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt herude midt i ingenting. Han går hen mod den ene seng og jeg mod den anden. Mens mørket langsomt sænker sig, bliver der iskoldt i rummet. Jeg begynder langsomt at tage tøjet af, da det går op for mig, at jeg ikke har noget nattøj med. Jeg føler mig som et lille barn, som jeg står der kun iført blomstrede trusser og BH og leder i min taske efter noget, jeg ved ikke er der. Der er blevet stille i den anden ende af rummet. Drengen er holdt op med at bevæge sig, og jeg synes pludselig at kunne mærke, at han stirrer på mig. Jeg bliver ildrød i hovedet og kravler op i sengen. Et held det er blevet mørkt allerede. Det gule tæppe lugter muggent og det brune værre, men jeg fryser som en spanier i Norge, så jeg trækker dem begge helt op under næsen og lader som om, at jeg ikke har nogen lugtesans. Der er stadig stille ovre ved drengen, så jeg kigger nysgerrigt derover. Han sidder på kanten af sin seng og kigger tilbage. Jeg kan faktisk næsten se hans øjne nu. Hvis bare ikke det var så mørkt…
”Du ryster” siger han kort.
”Mmh…” svarer jeg monotont. Jeg kan mærke, jeg er bange og ønsker pludselig brændende, at drengen vil holde mig i hånden. Ikke at der er noget at være bange for. Det skulle da lige være Rynkedamen og Rynkemandens ligeså rynkede hund, Halte. Det lyder det som om, at de kalder den. Den er også halt på det ene bagben, hvilket egentlig er noget frygteligt dyrplageri. Drengen trækker blusen over hovedet og bukserne af. Han er bleg som sne, og jeg tror, man ganske uden problemer ville kunne tælle hvert ribben på 10 meters afstand, hvis han altså stod stille. Men han er egentlig ganske pæn. Han lægger sig under sine tæpper og kigger på mig. Jeg kan slet ikke holde op med at ryste igen. Sådan ligger vi længe. Vinduet imellem os begynder at afsløre verdens største stjerner. De holder øje med os som en million hvide lysende kameraer.
”Kan du ikke få varmen? Du ryster stadig” siger drengen.
”Hvad hedder du?” spørger jeg i stedet for at svare.
”Hvad hedder du?” svarer han.
”Karina” siger jeg og stirrer på ham.
”Rasmus,” han kigger på mig lidt ”må jeg lægge mig hos dig? Så er det varmere” Han bider sig i underlæben. Det var måske ikke lige det første, jeg havde forventet, men jeg rykker ind til væggen, så der bliver plads til drengen. Han kigger på mig. Jeg kigger på ham. Vinduet begynder at vokse sig større på væggen. Det breder sig fra karmene mod loftet, hele vejen omkring os, og snart ligger vi midt i et kæmpe glasbur. Overalt står der spionkamerastjernerne og glor på os, og de rykker hele tiden tættere på. Vi kan se byen. Den er helt tom. Hver eneste af dens beboere må stå uden for vores glasbur med hver deres kamera og stirre på os. Tæpperne trevler op fra bunden, og vi ligger nu helt blottet for alles øjne kun i undertøj. Hans hånd strejfer min, og varmen eksploderer i min mave. Jeg lukker øjnene hårdt i og åbner dem igen. Vinduet er lille som før og stjernerne er skjult bag en sky. En telefonboks ude fra gaden lyser ind ad vinduet. Det løber mig iskoldt ned ad ryggen selvom tæpperne er kommet tilbage. Han kigger lidt forskrækket på mig, da det nærmest kramper i min krop.
”Er du okay?” han har brune øjne.
”Jeg fryser bare”
Han lægger forsigtigt en arm om mig og trækker mig tættere på. Jeg kan mærke varmen fra hans tynde krop og lægger mig lidt til rette.
”Er det bedre?” spørger han.
”Stjernerne er uhyggelige. Jeg kan ikke lide dem. Jeg forstår ikke, at jeg er her” hvisker jeg og hviler mit hoved mod hans bryst.
”Når det bliver morgen igen, skal vi sikkert hjem” hvisker han.
”Ja, hvis det bliver morgen” Jeg kan mærke varme tårer, der presser sig på. Han aer mig forsigtigt på maven. Jeg kigger på ham. Han har lukket øjnene, og hans hånd er gået i stå.
”Sover du?” hvisker jeg.
”Schhh, lyt” Jeg lytter, men kan intet høre.
”Hvad?” Han lægger en finger på mine læber. ’Jeg skal nok lade være med at snakke så’ tænker jeg og lytter, men kan stadig intet høre. Efter lidt tid spørger han, om Rynkedamen og Rynkemanden stadig er derude. Det var nok derfor, vi var stille. Så vi kunne høre, om de var gået.
”De er vist væk” siger jeg. Måske vil han stikke af, så vi kan komme hjem og sove i vores egne senge igen. Han smiler til mig og ryster håret væk. Han har et utrolig smukt ansigt. Han lægger sin hånd på min hofte. Jeg stivner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg har aldrig sovet med en dreng før. Han holder øje med mig og snuser til mit hår. Jeg retter blikket lidt opad, så jeg bedre kan se hans ansigt, men i det samme kommer han tættere på, og inden jeg når at tænke, rører hans læber mine. Varmen fylder hver eneste partikel i min krop. Jeg smiler til ham. Han smiler tilbage og gør det igen, mens hans hånd glider ned langs min ryg og rører trussekanten. Jeg tænker på min egen varme seng derhjemme og håber, at min mor vil have mig hjem igen. Jeg kigger på drengen og trækker tæpperne op som for at skjule os. De lugter mest af opkast.
Jeg er ikke den eneste, der er blevet gemt væk her. Der er en dreng. Jeg tror han er ligeså gammel som mig. Men han sidder og gemmer sit ansigt bag langt sort pandehår. Han sidder med skuldrene trukket nærmest op til ørerne. Inde i mit hoved forandres billedet, og hans skuldre bliver trukket højere og højere op, og til sidst sidder de på hans hoved, oppe over det sorte pandehår. I det samme puster han til en lille lok af håret, og lægger den ene hånd op på bordet som griber han efter skeen, men fortryder.
”Forbandede unger” mumler Rynkedamen. Hun dukker op med en gryde og kalder på sin lige så rynkede mand. Jeg kan ikke regne ud, hvor hendes køkken er. Jeg har ikke forstået, hvorfor jeg er her. Noget med en rejse sagde min mor. Eller reje. Eller pleje. Hun kørte mig herud i morges og sagde, at der ville være en anden her, som jeg kan snakke med. Jeg tror, hun mener ham med håret. Vi har været her hele dagen. Han har ikke sagt et ord. Jeg har ikke sagt et ord. Hvad skal vi sige?
Rynkedamen og Rynkemanden sætter sig ned i mellem os, så de sidder overfor hinanden, og jeg sidder overfor drengen.
”Hvis I ikke er tilfredse med kosten, må I kraftedeme finde et andet sted at æde!” det gibber i os begge, i det Rynkemanden for første gang tager sin pibe ud af kæften og råber ad os. Drengen griber lynhurtigt skeen og tager den første mundfuld, mens hans skuldre om muligt trækkes højere op. Han ser lille ud. Både Rynkedamens og Rynkemandens øjne er rettet mod mig, og langsomt tager jeg skeen foran mig. Jeg sætter den ned i den dampende substans, og putter den forsigtigt i munden. Det smager mest af opkast.
Så snart vi har kæmpet os igennem den orange tykke suppe, rejser Rynkedamen sig og siger, at vi skal skrubbe i seng. Jeg har aldrig prøvet at skrubbe en seng, så jeg går ud fra, at hun mener at vi skulle gå ind og lægge os. Det gør vi i hvert fald. Måske er det ikke rigtigt, men Rynkedamen og Rynkemanden nyder sikkert at slippe for os. De sidder og snakker ude bag døren. Jeg tænker over, hvor stort stedet her er. Stort som en by. Eller et land. Eller måske er det lige så stort som en hel lille planet. Drengen står og kigger fortabt på sengene. Der står to brede senge med karrygule og brune tæpper, i hver sin ende af rummet. Gardiner er der ikke nogen af. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt herude midt i ingenting. Han går hen mod den ene seng og jeg mod den anden. Mens mørket langsomt sænker sig, bliver der iskoldt i rummet. Jeg begynder langsomt at tage tøjet af, da det går op for mig, at jeg ikke har noget nattøj med. Jeg føler mig som et lille barn, som jeg står der kun iført blomstrede trusser og BH og leder i min taske efter noget, jeg ved ikke er der. Der er blevet stille i den anden ende af rummet. Drengen er holdt op med at bevæge sig, og jeg synes pludselig at kunne mærke, at han stirrer på mig. Jeg bliver ildrød i hovedet og kravler op i sengen. Et held det er blevet mørkt allerede. Det gule tæppe lugter muggent og det brune værre, men jeg fryser som en spanier i Norge, så jeg trækker dem begge helt op under næsen og lader som om, at jeg ikke har nogen lugtesans. Der er stadig stille ovre ved drengen, så jeg kigger nysgerrigt derover. Han sidder på kanten af sin seng og kigger tilbage. Jeg kan faktisk næsten se hans øjne nu. Hvis bare ikke det var så mørkt…
”Du ryster” siger han kort.
”Mmh…” svarer jeg monotont. Jeg kan mærke, jeg er bange og ønsker pludselig brændende, at drengen vil holde mig i hånden. Ikke at der er noget at være bange for. Det skulle da lige være Rynkedamen og Rynkemandens ligeså rynkede hund, Halte. Det lyder det som om, at de kalder den. Den er også halt på det ene bagben, hvilket egentlig er noget frygteligt dyrplageri. Drengen trækker blusen over hovedet og bukserne af. Han er bleg som sne, og jeg tror, man ganske uden problemer ville kunne tælle hvert ribben på 10 meters afstand, hvis han altså stod stille. Men han er egentlig ganske pæn. Han lægger sig under sine tæpper og kigger på mig. Jeg kan slet ikke holde op med at ryste igen. Sådan ligger vi længe. Vinduet imellem os begynder at afsløre verdens største stjerner. De holder øje med os som en million hvide lysende kameraer.
”Kan du ikke få varmen? Du ryster stadig” siger drengen.
”Hvad hedder du?” spørger jeg i stedet for at svare.
”Hvad hedder du?” svarer han.
”Karina” siger jeg og stirrer på ham.
”Rasmus,” han kigger på mig lidt ”må jeg lægge mig hos dig? Så er det varmere” Han bider sig i underlæben. Det var måske ikke lige det første, jeg havde forventet, men jeg rykker ind til væggen, så der bliver plads til drengen. Han kigger på mig. Jeg kigger på ham. Vinduet begynder at vokse sig større på væggen. Det breder sig fra karmene mod loftet, hele vejen omkring os, og snart ligger vi midt i et kæmpe glasbur. Overalt står der spionkamerastjernerne og glor på os, og de rykker hele tiden tættere på. Vi kan se byen. Den er helt tom. Hver eneste af dens beboere må stå uden for vores glasbur med hver deres kamera og stirre på os. Tæpperne trevler op fra bunden, og vi ligger nu helt blottet for alles øjne kun i undertøj. Hans hånd strejfer min, og varmen eksploderer i min mave. Jeg lukker øjnene hårdt i og åbner dem igen. Vinduet er lille som før og stjernerne er skjult bag en sky. En telefonboks ude fra gaden lyser ind ad vinduet. Det løber mig iskoldt ned ad ryggen selvom tæpperne er kommet tilbage. Han kigger lidt forskrækket på mig, da det nærmest kramper i min krop.
”Er du okay?” han har brune øjne.
”Jeg fryser bare”
Han lægger forsigtigt en arm om mig og trækker mig tættere på. Jeg kan mærke varmen fra hans tynde krop og lægger mig lidt til rette.
”Er det bedre?” spørger han.
”Stjernerne er uhyggelige. Jeg kan ikke lide dem. Jeg forstår ikke, at jeg er her” hvisker jeg og hviler mit hoved mod hans bryst.
”Når det bliver morgen igen, skal vi sikkert hjem” hvisker han.
”Ja, hvis det bliver morgen” Jeg kan mærke varme tårer, der presser sig på. Han aer mig forsigtigt på maven. Jeg kigger på ham. Han har lukket øjnene, og hans hånd er gået i stå.
”Sover du?” hvisker jeg.
”Schhh, lyt” Jeg lytter, men kan intet høre.
”Hvad?” Han lægger en finger på mine læber. ’Jeg skal nok lade være med at snakke så’ tænker jeg og lytter, men kan stadig intet høre. Efter lidt tid spørger han, om Rynkedamen og Rynkemanden stadig er derude. Det var nok derfor, vi var stille. Så vi kunne høre, om de var gået.
”De er vist væk” siger jeg. Måske vil han stikke af, så vi kan komme hjem og sove i vores egne senge igen. Han smiler til mig og ryster håret væk. Han har et utrolig smukt ansigt. Han lægger sin hånd på min hofte. Jeg stivner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg har aldrig sovet med en dreng før. Han holder øje med mig og snuser til mit hår. Jeg retter blikket lidt opad, så jeg bedre kan se hans ansigt, men i det samme kommer han tættere på, og inden jeg når at tænke, rører hans læber mine. Varmen fylder hver eneste partikel i min krop. Jeg smiler til ham. Han smiler tilbage og gør det igen, mens hans hånd glider ned langs min ryg og rører trussekanten. Jeg tænker på min egen varme seng derhjemme og håber, at min mor vil have mig hjem igen. Jeg kigger på drengen og trækker tæpperne op som for at skjule os. De lugter mest af opkast.
onsdag den 15. september 2010
... -.-'
tag jer ikke af at tidsangivelsen på min blog er crap, jeg prøver at se om jeg kan huske selv at skrive et klokkeslæt på :P
Fotomodeltusindfrydsblomstting ^^
Okay bliver bare nødt til at fortælle om mit blogbillede :D jeg tog det på efterskolen i mit lille blå telt (ja, i mit lille blå telt, det har sådan en tingting lidt i retning af et fortelt på en campingvogn bortset fra der højest kan stå en kasse øl og et par gummistøvler xD) under mit store skønne prideflag der var sat på en "flagstang" bestående af to koste og en klapstol der altsammen var klistret sammen med "DET ER FOR VILDT" tape og så sad jeg bare der og kiggede på nogle af de andre multihandicappede rare mennesker der kæmpede med deres telte mens jeg åd fucking klam citronmåne fra brugsen og så fik jeg øje på den der lille blomst der bare stod helt lille og alene og så besluttede jeg at gøre den til fotomodel, og nu er den altså her :'D
Happyspot - det har jeg lært af Signe :D
Så har jeg åbnet min egen lille happinessting :D jeg kommer til at poste en masse crap I alligevel ikke gider læse men så kan I jo også bare lade være :D
Abonner på:
Opslag (Atom)