"Ude" novelle

Jeg trækker benene op under mig. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om, at spise den mad den rynkede dame tilbyder mig. Hun glor på mig med sine store rødsprængte grønne øjne. Hendes grå krøller kilder mig i ansigtet, og hendes ånde lugter af kaffe. Sort kaffe uden sukker. Det drikker hun. Et kuldegys løber ned ad ryggen på mig, og min pande rammer hendes. Bandende trækker hun sit rynkede gamle fjæs væk. Jeg stirrer på den dampende skål på bordet. Linsesuppe. Det ligner mest opkast.

Jeg er ikke den eneste, der er blevet gemt væk her. Der er en dreng. Jeg tror han er ligeså gammel som mig. Men han sidder og gemmer sit ansigt bag langt sort pandehår. Han sidder med skuldrene trukket nærmest op til ørerne. Inde i mit hoved forandres billedet, og hans skuldre bliver trukket højere og højere op, og til sidst sidder de på hans hoved, oppe over det sorte pandehår. I det samme puster han til en lille lok af håret, og lægger den ene hånd op på bordet som griber han efter skeen, men fortryder.



”Forbandede unger” mumler Rynkedamen. Hun dukker op med en gryde og kalder på sin lige så rynkede mand. Jeg kan ikke regne ud, hvor hendes køkken er. Jeg har ikke forstået, hvorfor jeg er her. Noget med en rejse sagde min mor. Eller reje. Eller pleje. Hun kørte mig herud i morges og sagde, at der ville være en anden her, som jeg kan snakke med. Jeg tror, hun mener ham med håret. Vi har været her hele dagen. Han har ikke sagt et ord. Jeg har ikke sagt et ord. Hvad skal vi sige?

Rynkedamen og Rynkemanden sætter sig ned i mellem os, så de sidder overfor hinanden, og jeg sidder overfor drengen.

”Hvis I ikke er tilfredse med kosten, må I kraftedeme finde et andet sted at æde!” det gibber i os begge, i det Rynkemanden for første gang tager sin pibe ud af kæften og råber ad os. Drengen griber lynhurtigt skeen og tager den første mundfuld, mens hans skuldre om muligt trækkes højere op. Han ser lille ud. Både Rynkedamens og Rynkemandens øjne er rettet mod mig, og langsomt tager jeg skeen foran mig. Jeg sætter den ned i den dampende substans, og putter den forsigtigt i munden. Det smager mest af opkast.

Så snart vi har kæmpet os igennem den orange tykke suppe, rejser Rynkedamen sig og siger, at vi skal skrubbe i seng. Jeg har aldrig prøvet at skrubbe en seng, så jeg går ud fra, at hun mener at vi skulle gå ind og lægge os. Det gør vi i hvert fald. Måske er det ikke rigtigt, men Rynkedamen og Rynkemanden nyder sikkert at slippe for os. De sidder og snakker ude bag døren. Jeg tænker over, hvor stort stedet her er. Stort som en by. Eller et land. Eller måske er det lige så stort som en hel lille planet. Drengen står og kigger fortabt på sengene. Der står to brede senge med karrygule og brune tæpper, i hver sin ende af rummet. Gardiner er der ikke nogen af. Men det er selvfølgelig heller ikke nødvendigt herude midt i ingenting. Han går hen mod den ene seng og jeg mod den anden. Mens mørket langsomt sænker sig, bliver der iskoldt i rummet. Jeg begynder langsomt at tage tøjet af, da det går op for mig, at jeg ikke har noget nattøj med. Jeg føler mig som et lille barn, som jeg står der kun iført blomstrede trusser og BH og leder i min taske efter noget, jeg ved ikke er der. Der er blevet stille i den anden ende af rummet. Drengen er holdt op med at bevæge sig, og jeg synes pludselig at kunne mærke, at han stirrer på mig. Jeg bliver ildrød i hovedet og kravler op i sengen. Et held det er blevet mørkt allerede. Det gule tæppe lugter muggent og det brune værre, men jeg fryser som en spanier i Norge, så jeg trækker dem begge helt op under næsen og lader som om, at jeg ikke har nogen lugtesans. Der er stadig stille ovre ved drengen, så jeg kigger nysgerrigt derover. Han sidder på kanten af sin seng og kigger tilbage. Jeg kan faktisk næsten se hans øjne nu. Hvis bare ikke det var så mørkt…

”Du ryster” siger han kort.

”Mmh…” svarer jeg monotont. Jeg kan mærke, jeg er bange og ønsker pludselig brændende, at drengen vil holde mig i hånden. Ikke at der er noget at være bange for. Det skulle da lige være Rynkedamen og Rynkemandens ligeså rynkede hund, Halte. Det lyder det som om, at de kalder den. Den er også halt på det ene bagben, hvilket egentlig er noget frygteligt dyrplageri. Drengen trækker blusen over hovedet og bukserne af. Han er bleg som sne, og jeg tror, man ganske uden problemer ville kunne tælle hvert ribben på 10 meters afstand, hvis han altså stod stille. Men han er egentlig ganske pæn. Han lægger sig under sine tæpper og kigger på mig. Jeg kan slet ikke holde op med at ryste igen. Sådan ligger vi længe. Vinduet imellem os begynder at afsløre verdens største stjerner. De holder øje med os som en million hvide lysende kameraer.

”Kan du ikke få varmen? Du ryster stadig” siger drengen.

”Hvad hedder du?” spørger jeg i stedet for at svare.

”Hvad hedder du?” svarer han.

”Karina” siger jeg og stirrer på ham.

”Rasmus,” han kigger på mig lidt ”må jeg lægge mig hos dig? Så er det varmere” Han bider sig i underlæben. Det var måske ikke lige det første, jeg havde forventet, men jeg rykker ind til væggen, så der bliver plads til drengen. Han kigger på mig. Jeg kigger på ham. Vinduet begynder at vokse sig større på væggen. Det breder sig fra karmene mod loftet, hele vejen omkring os, og snart ligger vi midt i et kæmpe glasbur. Overalt står der spionkamerastjernerne og glor på os, og de rykker hele tiden tættere på. Vi kan se byen. Den er helt tom. Hver eneste af dens beboere må stå uden for vores glasbur med hver deres kamera og stirre på os. Tæpperne trevler op fra bunden, og vi ligger nu helt blottet for alles øjne kun i undertøj. Hans hånd strejfer min, og varmen eksploderer i min mave. Jeg lukker øjnene hårdt i og åbner dem igen. Vinduet er lille som før og stjernerne er skjult bag en sky. En telefonboks ude fra gaden lyser ind ad vinduet. Det løber mig iskoldt ned ad ryggen selvom tæpperne er kommet tilbage. Han kigger lidt forskrækket på mig, da det nærmest kramper i min krop.

”Er du okay?” han har brune øjne.

”Jeg fryser bare”

Han lægger forsigtigt en arm om mig og trækker mig tættere på. Jeg kan mærke varmen fra hans tynde krop og lægger mig lidt til rette.

”Er det bedre?” spørger han.

”Stjernerne er uhyggelige. Jeg kan ikke lide dem. Jeg forstår ikke, at jeg er her” hvisker jeg og hviler mit hoved mod hans bryst.

”Når det bliver morgen igen, skal vi sikkert hjem” hvisker han.

”Ja, hvis det bliver morgen” Jeg kan mærke varme tårer, der presser sig på. Han aer mig forsigtigt på maven. Jeg kigger på ham. Han har lukket øjnene, og hans hånd er gået i stå.

”Sover du?” hvisker jeg.

”Schhh, lyt” Jeg lytter, men kan intet høre.

”Hvad?” Han lægger en finger på mine læber. ’Jeg skal nok lade være med at snakke så’ tænker jeg og lytter, men kan stadig intet høre. Efter lidt tid spørger han, om Rynkedamen og Rynkemanden stadig er derude. Det var nok derfor, vi var stille. Så vi kunne høre, om de var gået.

”De er vist væk” siger jeg. Måske vil han stikke af, så vi kan komme hjem og sove i vores egne senge igen. Han smiler til mig og ryster håret væk. Han har et utrolig smukt ansigt. Han lægger sin hånd på min hofte. Jeg stivner. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg har aldrig sovet med en dreng før. Han holder øje med mig og snuser til mit hår. Jeg retter blikket lidt opad, så jeg bedre kan se hans ansigt, men i det samme kommer han tættere på, og inden jeg når at tænke, rører hans læber mine. Varmen fylder hver eneste partikel i min krop. Jeg smiler til ham. Han smiler tilbage og gør det igen, mens hans hånd glider ned langs min ryg og rører trussekanten. Jeg tænker på min egen varme seng derhjemme og håber, at min mor vil have mig hjem igen. Jeg kigger på drengen og trækker tæpperne op som for at skjule os. De lugter mest af opkast.