OUH

Jeg synes efterhånden jeg er småtræt af læger hvad enten de så er på lægehuset i Nyborg eller på OUH. Jeg synes ventetiden er dræbende, man sidder bare og stirrer ud i luften og venter og venter og man ved man ikke kan tillade sig at være sur over at der går først et kvarter, tyve minutter, en halv time... for lægerne har jo travlt, de kan ikke gøre for at deres patienter tager lang tid, at dem i venteværelset også har et liv. De er jo også flinke nok når ikke de er på vej ned med stress eller fortæller en at de synes man spilder deres tid.
Den første gang jeg var på OUH havde jeg været igennem en forbandet masse systemer før jeg endelig kom derud. Startede hos lægen hvor jeg var et par gange. Jeg var et par gange vågnet op skrigende om natten fordi mit knæ låste sig fast hvilket var sindssygt smertefuldt. Det skete tre gange så begyndte jeg at have ondt konstant i stedet, altså ikke så intenst som de nætter jeg var vågnet og har heller ikke siden oplevet at knæet har låst helt, men  det gjorde at jeg havde svært ved at bevæge mig. Jeg kunne ikke rigtig gå eller cykle, hvilket jo var skidt i og med jeg skulle frem og tilbage til stationen minimum en gang om ugen for at besøge eller hente Axel. Desuden havde vi hund som skulle luftes og passes og jeg skulle jo også til og fra skolen. Det startede lige før sommerferien 2008, umiddelbart samme tid som jeg lærte Simon at kende. (Random oplysning, sidder og har tysk lige bag en pige med efterskoletrøje fra OE 09/10, hvilket vil sige jeg lige har fundet Axels navn/underskrift/ting på hendes ryg) Men lægen vidste så ikk hvad hun skulle gøre og jeg kom der et par gange uden at de fandt ud af noget, så de sendte mig til røntgenfotografering på Nyborg Sygehus (havde faktisk aldrig fået taget røntgen før, ikke engang ved tandlægen) og en uge senere måtte jeg jo så tilbage ved lægen så de kunne fortælle mig at det heller ikke viste noget. Så de gav mig en ny lægetid så  vi kunne snakke om hvad vi så skulle gøre. Vente vente vente. De havde stadig ikke noget bud på hvad fanden de skulle gøre ved mig så de gav mig en henvisning til en ortopædkirurg der så skulle give sit bud. Indkaldelsen kom en uge senere og fortalte jeg skulle dukke op tre uger efter, hvilket vil sige en måneds ventetid bare på ortopædtossen. Han anede heller ikke hvad han skulle gøre, men han sagde at det sandsynligvis skyldtes en typisk vokseskade piger får. Jeg var så bare så heldig lige at få det der er normalt gange alt for meget, derfor de rimelig kraftige smerter. Men han var så heller ikk sikker, så han sendte mig videre til (jepp, det er meget meget spændende det her, kan vi få nogle trommer til at bakke stemningen op tak?) OUH. Til sådan en MR scanning (jeg ved ikke hvad der sker for min mor ikke tror på jeg har fået lavet den scanning, min far kørte mig derud og var med og alting, men det er åbenbart ikke god nok argumentation?) for at de kunne tjekke om jeg havde smadret et eller andet. Så jeg blev sendt hjem igen så jeg kunne komme til min egen læge igen der så kunne lave en henvisning til OUH (bureaukrati, woop woop) og der gik så yderligere en måned før jeg kunne komme derind. Altså havde jeg på det her tidspunkt gået med det først 3 måneder uden at gå til lægen, derefter 3-4 måneder hvor jeg rendte frem og tilbage mellem alle mulige underlige mennesker.
Da vi så kom ind på OUH min far og jeg vidste vi ikke rigtig hvor vi skulle hen, så vi var lidt lost. Der er cirka 4 milliarder indgange og ting og sager, men i det mindste kom vi i god tid. Så da vi endelig fandt det rigtige sted og kom ind skulle vi følge sådan nogle farvede pile i gulvet, de havde fire forskellige farver. Rød, gul, blå og grøn, jeg tror nok vi skulle følge de røde. Så vi fulgte de der pile og det var nærmest endeløst, vi skulle bare blive ved med at gå og gå, de andre pile blev væk før dem vi fulgte. Vi var sådan helt nede i en lukket kælder og der var kun sådan noget skarpt lysstofrør-lys-ting og de var placeret med ret stort mellemrum så der var sådan mørkt/lyst dernede (lidt ligesom sursødsovs, det giver ingen mening, men det er der) og da vi så endelig nåede næsten ned i bunden af gangen kom vi til sådan en lille kontor hvor de spurgte om mit navn og sagde jeg bare skulle sætte mig ned og vente på en af stolene der om muligt var placeret længere nede i bunden af gangen. Og der sad vi så min far og jeg og ventede og ventede. Vi kunne ikke snakke sammen for vi kunne ikke høre hinanden, de var i gang med at renovere et lokale og det larmede sindssygt og lyden blev jo så forstærket af at vi sad i en relativt smal gang med betonvægge. Jeg tror vi ventede i godt en halv time, måske tre kvarter før jeg kom ind. Lægen var flink nok og sådan, jeg skulle fjerne alt der var af metal, det være sig bukser med knapper eller fingerringe. Og så skulle jeg ind og ligge i den der enorme maskine og fik sådan en panicbutton og sådan. Jeg fik det sindssyg dårligt mens jeg lå derinde, sådan noget i retning af at netop gå i panik, jeg synes det var vildt ubehageligt at være der. Jeg fik også både ørepropper og høreværn på og alligevel kunne jeg høre den. Der var faktisk sådan noget fjollet musik i høreværnet kan jeg huske. Selvom det var så lavt det næsten ikke var der. Min læbe var fuldstændig følelsesløs bagefter fordi jeg havde ligge og bidt i den hvilket var sådan lidt fjollet, men jeg trykkede ikke på panikknappen! Fordi så skulle jeg have lavet scanningen igen jo. Scanningen viste så heller intet overhovedet, det jo så hvad det er.
Efterfølgende har jeg i en periode ikke været ret meget ved lægen (selvom jeg burde op til flere gange, hvad kan man gøre) og har så først været rigtig ved lægen igen da jeg kom på efterskole i 09. Hvilket jo selvfølgelig gik galt, det skal det jo. Jeg havde sådan noget underligt eksemnoget som ham lægetingen i Nørre Åby skulle kigge på hvilket var voldsomt pinligt og grænseoverskridende for mig i og med jeg var nødt til at smide tøjet foran en fremmed mand. Jeg blev super utilpas ved det og det sidste han så siger til mig inden jeg går er at synes jeg spilder hans tid. Det var så min første oplevelse med en mandlig læge, som rent faktisk skulle undersøge mig i stedet for bare at fortælle mig om nogle ikke-eksisterende resultater.
Senere måtte jeg derop igen lidt senere på året, efter vi havde været i Norge havde jeg haft ondt i halsen sådan rigtig meget, men havde nægtet at gå til lægen. Da jeg så endelig gik derop fik jeg at vide at ja, jeg havde så haft halsbetændelse, var jeg kommet tidligere med det havde de kunnet hjælpe mig, men nu måtte jeg bare vente på det gik over.
I den her sommerferie valgte jeg så at tage mig sammen og få lavet en priktest ved lægehuset herhjemme der viste at jeg reagerer på 7/10 almindelige allergener, altså er jeg det de kalder multiallergiker (med mine egne ord: dødsdømt) og blev derfor sendt videre til allergiafdelingen på OUH så de kunne tage lungefunktionstest, blodprøver, priktest (igen) og så selvfølgelig ordinere 700 forskellige slags allergimedicin. Første gang jeg var deroppe fik jeg at vide at jeg havde anstrengelses- og allergiastma, hvilket vil sige at jeg kan få anfald ved fysisk aktivitet og ved lidt kraftigere allergiske reaktioner. Hvilket har vist sig at være en af grundene til jeg har kæmpet så meget når jeg har skullet lave noget, men har jo bare troet jeg var i exceptionelt dårlig form. Det har jo så vist sig jeg kun er i almindelig dårlig form efter jeg har fået astmamedicin, så det faktisk rart at have den.
Siden da har jeg været på OUH 2 eller 3 gange, og hver gang har jeg haft den samme følelse når jeg sidder i venteværelset. At det er ligegyldigt. Jeg forstår ikke rigtig jeg bruger min tid på det, de ved jo godt hvad resulteterne er alligevel, de skal bare forsøge at regulere i min medicin og sådan. Men det kunne de lige så godt gøre ved at sende mig et brev eller sådan noget, det har ikke rigtig noget ordentligt formål synes jeg.
På allergiafdelingen har jeg haft den samme læge hver gang, en del forskellige sygeplejersker (den ene af dem hedder Lise eller Lis, hendes navneskilt er lavet i fimo ler og der er lavet en hvid kat på) men samme læge. Tror hun er polak, jeg har i hvert fald endnu ikke haft held til at hverken høre eller læse (og forstå) hendes navn og også lidt svært at forstå hvad hun siger. Det i sig sig ville jo ikke være noget problem hvis ikke hun var så ubehagelig som hun er, hun er fuldstændig ligeglad med alt hvad vi siger, vi skal bare ud og videre. Hun har sikkert god frokost med og så vil hun gerne af med os så hun kan spise sin mad. Eller sådan noget. Jeg kan i hvert fald ikke lide hende.
Sidste gang jeg så har været på OUH var det for at konstatere at de ikke ved hvad der er galt med mig, det var hos en hudlæge og ikke på allergicenteret. Fordi jeg har sådan nogle underlige lilla pletter i huden og lægen i nyborg ikke anede hvad han skulle stille op med det. Det vidste de så heller ikke på OUH de gav ig bare besked på at bruge sådan noget voldsomt fed fugtighedscreme og så se hvad der sker og komme tilbage hvis det bliver værre. Woop woop.
Jeg er så fucking træt af ikke at virke. I det mindste får mine forældre da noget ud af deres skattepenge :P