Jeg har en stribet fængselsflue, med ben af stål
Blytunge som kun soldaters længsel mod hjemlandet
Mod fred og fordraglighedsfordomme
Mod den verden udenom der stener i cirkulær omdrejning
Om solen
Mens tunge fluer falder i strømme og hamrer mod ruden
Og varmen tager over
Det er gloende hedt og stanken
Ulidelige stråler henover hans gyldne hår
Hendes gyldne skød
De smelter og trækker lange våde striber af indelukket had gennem sandet
Fængslet på tro og køer
For hvad er i virkeligheden meningen med køer
Køer, der fylder os med kød og krig og kastevåben og kaos
En mæthed som kun opnås ved sejr
Sejr, over det lidende menneske
Et ubetydeligt menneske i stribet tøj
Et ubetydeligt menneske som tusind andre
Ligegyldigt
Som fluer
Vi har set det alt for mange gange før
Stanken i bageriet skal have en ny kulør, nyt liv
Uden medmenneskeligt pis og sygdom
For her hersker kun rotter
Og deres evige længsel mod det kun vi kan se
De vidende, os der kan alt, os der ved alt, os der ser alt
For vi har evnen
Vi har snoet vores mænd om lillefingeren
Og om solen
Vores mindste befaling dræber endnu en aidsluder
Men hvem savner hende også alligevel?
